Strukturerede obligationer

Hvad er en struktureret obligation?

En struktureret obligation kombinerer sikkerheden ved en obligation med muligheden for at opnå et afkast som på fx aktier og valuta.
Strukturerede obligationer kan udformes på mange måder og med mange forskellige underliggende aktiver – også aktiver, man som "almindelig investor" normalt ikke har adgang til, fx aktiver med meget høj risiko eller aktiver, der er forbundet med betydelige omkostninger. Strukturerede obligationer kan også være opbygget sådan, at afkastet er afhængigt af forskellige indeks eller valutakurver.

Nulkuponobligation og option

En struktureret obligation består af to underliggende elementer: en nulkuponobligation og en option. Der betales ikke løbende rente på en nulkuponobligation. En nulkuponobligation, der udløber til kurs 100, udstedes derfor til en kurs under 100, således at afkast i stedet modtages som en kursgevinst. Det er nulkuponobligationen, der sikrer, at investor som minimum får hovedstolen tilbage på udløbstidspunktet, idet indfrielseskursen på nulkuponobligationen er 100.
Differencen mellem nulkuponobligationens udstedelseskurs og udstedelseskursen på den strukturerede obligation anvendes til at købe optioner, som giver et afkast, der er afhængigt af fx udviklingen i et aktieindeks.

Option

En option giver køberen retten, men ikke pligten, til at købe eller sælge et underliggende aktiv til en aftalt pris på et aftalt fremtidigt tidspunkt.
Er markedsprisen på det underliggende aktiv på det aftalte tidspunkt højere end den aftalte pris, kan en option på at købe det pågældende aktiv udnyttes, og gevinsten udgør forskellen mellem den aftalte pris og markedsprisen.
Er markedsprisen faldet og lavere end den aftalte pris i optionen, udnyttes optionen på at købe det pågældende aktiv ikke. Der opnås derfor ikke gevinst, men samtidig tabes kun det beløb, der oprindeligt blev betalt for optionen.

Deltagelsesgrad

Deltagelsesgraden udtrykker, hvor stor en del af en eventuel stigning i det underliggende aktiv eller indeks investor modtager på udløbsdagen. Deltagelsesgraden opgøres som en procentsats og ganges med udviklingen i det underliggende aktiv/ indeks for derved at beregne afkastet på den strukturerede obligation.
Deltagelsesgraden afhænger af prisen på optionerne, der købes. Er de billige, kan man opnå en høj deltagelsesgrad. Er deltagelsesgraden over 100%, modtages et afkast, der er højere end udviklingen i det underliggende aktiv eller indeks.
Er optionerne dyre, bliver deltagelsesgraden lavere. Er deltagelsesgraden under 100%, vil afkastet være mindre end udviklingen i det underliggende aktiv eller indeks.

Læs mere om strukturerede obligationer

Relevante Links

Kurser på NB-produkter

Fordele ved strukturerede obligationer

Vores analyseunivers

Vi tilbyder en række aktuelle analyser

Kontakt

Martin Plougstrup

Seniorkunderådgiver Telefon: +45 44 55 16 33